Der er mere livsvisdom end som så i Liva Weels gamle klassiske vise. Erindringerne skal ingen mennesker tage fra os, og sange og viser kan hjælpe med til at fastholde minderne.
Af: Musikterapeut Kirsten H. Jørgensen
Videnskabelige undersøgelser viser, at demens- og Alzheimers-ramte mennesker har særlig glæde af at synge, da evnen til at huske sange og viser er noget af det sidste, de mister. Kender du ikke denne situation: Du er ude at underholde med viser på et lokalcenter, hvor der kommer demens- og Alzheimer-ramte mennesker. Flere siddende småsovende eller med udslukte øjne i deres kørestole. Så begynder du at synge ”Du gamle måne” eller en anden gammel slager, og pludselig vågner disse mennesker op, hovederne løftes og foden eller hånden bevæger sig rytmisk til musikken. Måske begynder de også at synge med på omkvædet.
Denne situation har jeg selv mange gange været vidne til – både som visesanger og som musikterapeut. Musik og sang er et rigtigt godt virkemiddel til at sætte gang i kroppens energi, til at stimulere humøret og til at styrke hukommelsen. Vi har nok alle sammen lært alfabetet ved at synge ABC-visen. Min far lærte rigtigt meget byers navne gennem remser. Selv har jeg lært Fyns byers navne ved at synge dem på melodien til ”Lotte gik”. Er jeg i tvivl om, hvad byerne hedder, og hvor de ligger, synger jeg denne navnesang for mig selv.
Sangen kan også bruges til at bearbejde nogle følelser og måske aflede aggressioner. En gang blev jeg som musikterapeut f.eks. udsat for en dement kvinde, som ved sin opførsel generede andre beboere på hendes plejehjem. Hun ville gerne spise med de andre, men personalet skønnede, at det var bedst, at hun spiste i sin lejlighed. Jeg gik hen til hende og sang hviskende ”Jeg ved en lærkerede”. Den vise elskede hun, og jeg fangede derved hendes opmærksomhed. Jeg fik hende lokket med hen til hendes lejlighed, hvor vi fortsatte med at synge. Kvinden faldt til ro, og spiste sin mad i lejligheden.
Musikkens og sangens evne til at fremkalde minder er fantastisk. Jeg har oplevet dybt demente mennesker, som ikke kan huske deres navn, hvor de bor og hvorfor de gør det, men når vi begynder at synge sange fra deres barndom og ungdom, så kan de synge lange tekster og fremkalde minder fra den tid, hvor de lærte sangene at kende. Så kommer der liv i øjnene, og man fornemmer den unge mand eller kvinde i den gamle krop. Livsbekræftende!
Hvorfor er det sådan? Der er lavet meget forskning vedrørende musikken og sangens påvirkning af hjernen og sindet. Jeg vil komme ind på noget i denne artikel. Resten kan interesserede læse via links i slutningen af artiklen.
”Videnscenter for sang” i Herning (www.videncenterforsang.dk) refererer i artiklen ”Men sangen har hun dog tilbage” til flere undersøgelser angående sangens virkninger: ”PhD Jörn-Henrik Jacobsen, der forsker ved Max Planck Institute for Human Cognitive and Brain Sciences i Leipzig har således først på raske personer identificeret den region af hjernen, der står for langtidshukommelse af sange og musik, og derefter undersøgt forekomsten af væsentlige biomarkører for Alzheimers i dette område af hjernen. Hans konklusion er, at netop det område af hjernen, der lagrer kendt musik, også er det område af hjernen, som påvirkes sidst og mindst af sygdommen.” Dette understøttes af andre forskere. Som der står i samme artikel: ” Lola L. Cuddy m.fl finder frem til, at Alzheimers-patienter er i stand til at genkalde sig melodier og tekster selv i et fremskredet sygdomsstadie. Juliette Palisson m.fl. har endvidere fundet frem til, at den verbale hukommelse hos alle, men måske i særlig grad hos Alzheimers-patienter kan styrkes ved hjælp af sang, ligesom Arroyo-Anlló m.fl påpeger, hvordan kendte sange kan styrke selvbevidstheden hos patienter med Alzheimers.”
Som det fremgår af dette, er det en meget god idé at inddrage sang og musik i omsorgsarbejdet med demente og Alzheimers-ramte mennesker. Det er naturligvis ikke ligegyldigt, hvordan man gør det. F.eks. tror nogle kommuner, at det nok, hvis man arrangerer fællessang og store koncerter med kendisser for disse mennesker. Demente – specielt dem, der også har depression – reagerer ifølge forskning (se www.musikterapi.aau.dk) negativt på fællessang og store forsamlinger. De reagerer mest positivt på kontakt én til én eller små grupper, når der skal synges og spilles musik - f.eks. med en musikterapeut. Det kan umiddelbart synes at være en dyrere løsning, hvorfor en del kommuner vælger dette fra. Desværre kan det så betyde dårligere trivsel for de demente og Alzheimers-ramte mennesker og et dårligere arbejdsmiljø for de ansatte omsorgspersoner.
Mit håb er, at der bliver meget mere musik, sang og musikterapi på plejehjem i fremtiden. Udover de gode egenskaber, som jeg har beskrevet, der er ved musikken og sangen, så skaber sang samhørighed. Når vi synger sammen, hører vi sammen. Det kan give mennesker med demens og Alzheimers en følelse ”her og nu” af at være en del af et fællesskab, som de ellers kan føle sig udenfor. Familien kan desuden gennem sange, de forskellige generationer kender, finde et samlingspunkt og mindes gode oplevelser – f.eks. godnat-stunder, fødselsdage, fester m.m. I forbindelse med dødslejer har jeg som musikterapeut oplevet, at det er meget nyttigt at kende disse sange, så jeg sammen med familien kan lave en smuk og værdig afslutning på den døendes liv.
Sangen kan også siges at være kroppens egen medicin. Når vi synger, udskiller kroppen endorfiner (kroppens eget morfin), der giver os en øjeblikkelig følelse af behag og lykke. Samtidig stiger niveauet af oxytocin i kroppen. Oxytocin er hormonet, der giver os følelsen af tillid, velvære og tilknytning og kaldes også ”kærlighedshormonet”. Det kan være forklaringen på, at sang i mange tilfælde dæmper den angst og uro, som ofte følger med demens. Det kan også være en af grundene til, at vi visesangere er så glade for at synge! Så lad os blive ved med det, indtil vi segner!
Links:
www.videncenterforsang.dk
www.musikterapi.aau.dk
